Anna Wulffs Børnehus
Sukkerkultur
Opdateret den 31. juli 2013

Sukkerpolitik:
Der er kommet stadig større fokus på, hvor meget sukker børn gennemsnitlig indtager i en almindelig dagligdag, og hvilke uheldige konsekvenser det kan gå hen at få for deres helbred og velvære.
Bestyrelsen og de ansatte i Anna Wulffs Børnehus arbejder på, at børnene får et fornuftigt forhold til sukker, men vi ved af erfaring, at det i en daginstitution kan blive til mange fødselsdage med guf af den ene eller anden slags, samt “ferie is”, guf når børnene slutter osv. Alle forældre giver det i en god mening, men det kan blive meget for det enkelte barn. Det kan ligeledes være svært for det enkelte forældrepar selv at bestemme, hvor meget deres barn får af søde sager.
I Anna Wulffs Børnehus ønsker vi, at indtagelse af sukker i dagligdagen sker i meget begrænset omfang. Dette er en del af vores sundhedspolitik, hvor der indgår kost, motion og hygiejne.
I forvejen tilstræbes det, at børnene i Anna Wulffs Børnehus får en sund og varieret kost, tilberedt af kompetent køkkenpersonale, der tager hensyn til kostrådene. Mad er ikke kun et spørgsmål om at blive mæt, men også om nydelse. Det er naturligvis vigtigt, at børnene lærer at skelne mellem sund og usund mad, men de skal også lære at skelne mellem hverdag og fest.
Der er mange holdninger til sukker – både til mængden og kvaliteten af sukker, som vuggestue- og børnehavebørn præsenteres for. Anna Wulffs Børnehus giver ikke børnene fødevarer med sukker i til hverdag, medmindre sukker indgår som en naturlig del af retten og i meget små mængder. Det vil sige, at der til hverdag ikke er kiks, småkager, slik, saftevand m.v.
Bestyrelsen ønsker, at det er den enkelte forælder, der har ansvaret for, hvor meget sukker eget barn får. Derfor vil der ikke være kage, slik, saftevand, is eller lignende i Anna Wulffs Børnehus.
Undtagelsen er fester, hvor alle forældre er repræsenteret, og hvor de selv har mulighed for at sige fra.
Fest, fødselsdage og afslutning
Anna Wulffs Børnehus holder fast i sine traditioner og serverer fortsat æbleskiver til julehygge med forældre, fastelavnsboller til fastelavn og kage til sommerfesten hvor forældrene også deltager. En sjælden gang imellem vil vi i pædagogisk sammenhæng bage en kage med børnene.
Anna Wulffs Børnehus holder gerne fødselsdage og afslutninger sammen med dit barn.
Hvis du som forælder ønsker at bidrage til festen, må du meget gerne medbringe noget lækkert og festligt til dagen, blot det ikke er kage, slik og is.
Det kan i stedet være frisk frugt anrettet på en festlig måde, tørret frugt, grøntsager, boller, nødder, popcorn, pindemadder, bananpandekager, pizzasnegle, smoothie uden sukker.
Alternativt kan forældrene medbringe en leg/aktivitet, som personalet kan inddrage i fejringen.
Forældre der holder barnets fødselsdag i hjemmet, opfordres til at følge de samme anvisninger i forhold til det, de serverer for børnene.
Inspiration
Følgende hjemmesider giver ideer og opskrifter til sunde retter til børnefødselsdage samt aktiviteter.
 Fødevarestyrelsens Alt om kost: www.altomkost.dk
 Københavns Mad Hus: www.kbhmadhus.dk
 6 om dagen – frugtfest: http://6omdagen.dk/frugtfest/index.shtml
 Sjov for børn: http://www.sjovforborn.dk
 Det Grønne Hus: http://www.detgroennehus.dk
 Mad og Trivsel: http://www.madogtrivsel.dk/sider/foedeselsdag.htm

Gå til kommunens hjemmeside
Vis kort
Anna Wulffs Børnehave | Christianshavns Voldgade 63 | 1424 Kbh K  | 32541113  | mail@annawulffs.dk
Gør denne side til din startside